De 3 bedste golfbaner i Bangkok

Enhver golf entusiast der rejser til Thauland bliver simpelthen nødt til at prøve nogle af de mange smukke baner der findes i landet. Hua Hin er et populært golf rejsemål i Thailand, og en række rejseselskaber arrangerer rejser dertil (blandt andet UniqueTravel.dk, Thailandtours.dk og GreenToGreen.dk), men selv om rejsen ikke har golf som formål er det ikke noget problem, Bangkok og omegn har nemlig flere gode golfbaner.

I Thailand spilles golf altid med en personlig caddie (ofte en ung kvinde…eller en ældre mere erfaren), som vil tilbyde tips til at vælge kølle, hente drinks og holde dig med selskab. Thailand er verdenskendt for fremragende service og det gælder også her. Det er bedst at tage ud at spille om morgenen, da varmen ved middagstid kan være intens, i tør-sæsonen op til 40 grader – i skyggen! Luftfugtigheden er også massiv. Derfor er den bedste tid fra tidlig morgen til omkring kl. 11 hvor man så kan holde en velfortjent frokost med en læskende drink.

Alpine Golf & Sports Club

En af teknisk mest krævende og flotteste baner i Thailand er Alpine Golf & Sports Club, som for altid vil blive husket for Tiger Woods PGA Tour sejr i 2000. Banen er umulig at sætte en finger på med rullende fairways og en række vand og sand forhindringer. Navnet Alpine referer til det bakkede landskab i et område hvor landet ellers er fladt som en pandekage.

Selv erfarne golf entusiaster vil blive udfordret her. Lange drives giver ikke meget plads til fejl, med mindre du har machete med til at hakke dig igennem junglen.

Banen ligger omkring 50km syd for Bangkok i Pathum Thani og golfpakker begynder ved 6100 THB.

Thai Country Club

Hvis det handler om den samlede golf oplevelse: faciliteter i verdensklasse, profesisonelle caddier og afvekslende og udfordrende huller, så er der ikke nogen der slår Thai Country Club. Denne prestigefulde golf klub har haft verdens bedste på besøg adskillige gange og selv om det er en teknisk krævende bane, så kan de fleste slag i roughen reddes igen. Erfarne golfspillere har ofte fortalt mig at dette er deres yndlingsbane i hele Thailand.

Udfordringerne her er lige attraktive som de er svære at spille uden om, med vandhuller flankeret af palmetræer i et blidt tropisk klima. Klubhuset serverer desuden god mad og drikke.

Thai Country Club finder du Chacheongsao ca. 50km øst for Bangkok i retning Suvanabuhmi lufthavn.

Lam Luk Ka Country Club

Sidste på listen ligger også ca. 1 time uden for Bangkok, her Lam Luk Ka Country Club som er bygget på tidligere sumpområder og er hjem for en lang række tropiske planter og dyr. Tag hertil for at få en virkelig Thai oplevelse. De mange træer giver også god skygge, hvad du kommer til at sætte stor pris på i den tropiske sol. Der er to fulde 18 huls baner hos Lam Luk Ka, så det er ofte lettere at få en reservation her end andre baner. West Course er velegnet til let øvede spillere med brede fairways, men stadig med flere vanskelige greens.

Lam Luk Ka føles som at være langt fra hektiske Bangkok og det er en stor del af charmen her. Det er en af de mest afslappende baner i Bangkok området og med fuglesang som baggrund er det virkelig en unik oplevelse. Desuden er det billigt, fra kun 3000 THB og derved halv pris af de to andre.

Expat i Bangkok: 3 rejsemål du ikke har tænkt på

Os der bor i Bangkok på fuld tid har et lidt andet syn på byen end turister. Efter noget tid bliver det eksotiske til irritation og vi længes efter frisk luft, sol og vand. Det er her de fleste af os tager en tur sydpå til Phuket eller Koh Samui eller en smuttur til Pattaya. Men hvis du er lidt mere eventyrlysten kan du udnytte at Bangkok ligger centralt placeret i Asien og at Air Asia flyver billigt til rigtig mange destinationer. Her får du 3 forslag til hurtige get-aways fra storbyen.

Badeferie i Sri Lanka

Det lille tidligere borgerkrigsplagede land har endeligt haft en lang periode med fred. Det har betydet at landet nu har åbnet op for turisme og er sikkert at rejse til. Sri Lanka er en overset perle som på mange måder minder meget om Thailand med en budhistisk kultur og fremragende paradisiske strande. Det er langt fra lige udbygget som Thailand og det er forfriskende i forhold til Thailand der efterhånden er blevet lidt for strømlinet. Air Asia og en række andre flyselskaber flyver billigt til Colombo. Læs mere om rejser til Sri Lanka på Sril.dk.

Men Sri Lanka byder også på meget mere, naturen er vild og storslået og har du en privat chauffør kan du rundt  i alle egne på øen, langt fra turister.

Singapore storbyferie

Singapore har et lidt dårlig rygte blandt expats i Bangkok. Det hedder sig at det hele er overkontrolleret og sterilt og sammenlignet med Bangkok er det da også sandt. Men det er måske netop også det du har brug for til at få Bangkoks kaos lidt på afstand. I Singapore er der styr på tingene og det er nemt at bruge et par dage på intet andet end shopping og afslapning. Lidt uden for byen finder du naturområder med strande og forlystelsesparker og i centrum kan du tage på casino og nyde en kold drink på toppen af et af byens mange hoteller. Nattelivet er ikke lige vildt som Bangkok, men Clarke Quay are bestemt et besøg værd med masser af barer og restauranter på et sted. YourSingapore.com har en masse gode info.

Ho Chi Minh og Vietnam

Kun lidt over en times flyvning fra Bangkok finder du Ho Chi Minh i Vietnam, det tidligere Saigon der engang var hovedstaden i Fransk Indo-Kina. Og netop den franske fortid kan ses alle steder i byen. Her er masser af historie og arkitektur at nyde, mens det franske køkken har slået rod. Har du savnet en croissant og en kop kaffe, så kan du få trangen stillet her. Den særlige Vietnamesiske is-kaffe brygget på kondenseret mælk er intet mindre end fantastisk. Det kan varmt anbefales at bruge et par dage på et de ældre luksushoteller langs floden.

 

Streetbasket i Bangkok – få dit basket fix

Hvis du som jeg er vild med at spille basket og helst ikke vil undvære hvis du er flyttet til Bangkok, så får du her et par steder at gå hen. Bangkok er ikke ligefrem en basketby, men der er faktisk en del steder hvor der er aktive kampe på rimeligt niveau. Det største problem er varmen og fugtigheden der gør at det ikke er muligt at spille inden solen går ned. Derfor betyder det også at al udendørs basket foregår fra ca. kl 18 til omkring kl. 21 og det betyder at der kan være lidt trængsel om de gode baner. Sørg for helst at være et par stykker der gerne vil spille, så er det nemmere at komme til og bedst er det selvfølgelig hvis I er nok til at kunne stille et hold på 5 og udfordre. Tak til Eric fra http://www.bballzone.dk/ for guiden.

Benjasiri Park

Benjasiri Park er meget nem at finde da den ligger lige klods op af Emporium shopping centeret ved Phrom Phong BTS station. Du kan se den fra BTS stationen uden problemer og det er lige midt i Sukhumvit området. Basketbanen gemmer sig ind og til højre i bunden af parken og er meget populær hver dag fra kl. 18 og frem. Det er en ret attraktiv bane at spille på i god kvalitet og derfor kan det være svært at komme til. Der spiller meget ofte et eller flere lokale hold der ikke ret gerne tager andre spillere ind, så det gælder om at komme i god tid og se om der er nogle andre der godt kunne tænke sig at lave et hold og udfordre dem der allerede spiller. Ellers kan du komme til at vente længe. Spillet er på et rimelig højt niveau og der er meget ofte andre udlændinge der spiller.

Lumpini Park

Lumpini Park er Bangkoks største park og har en basketball bane med et par kurve rundt omkring også. Her spilles der også hver aften og det er muligt at spille med for det meste, men nogle gange er der turneringer, hvor banen er optaget. Niveauet er ikke lige højt som ved Benjasiri og det er mest lokale Thaier der spiller og kun sjældent udlændinge.

ABAC University

ABAC University ligger ret langt væk fra centrum men har måske byens største udvalg af streetbasket kampe. Her er mange udlændinge og flere baner. Der er en ret typisk streetbasket stemning modsat de andre steder så der bliver spillet hårdt og ikke altid lige let at komme til. Hvis du er hardcore streetballer så er det helt klart her du skal møde op.

Lidt om basket i Thailand

Thaier og Asiater generelt er ikke så høje og derfor er spillet en hel del anderledes. Der er stort set intet post spil og der løbes mange fastbreaks med ret løst forsvar. Desuden gør de meget ud af at spille bolden meget rundt og det er set lidt ned på at varme bolden for meget og drible for meget.

Overvej ægtepagt til dit thailandske ægteskab

At blive gift med en thailandsk kæreste er i løbet af de seneste par årtier blevet helt normalt i Danmark. At tage ens thailandske kæreste med tilbage til Danmark og gøre hende til ens ægtefælle. Man kan dog med fordel sikre sig juridisk i det tilfælde, at ægteskabet ikke varer, til døden de to parter skiller – og det kan gøres ret nemt med en ægtepagt.

En ægtepagt er et juridisk dokument, der bestemmer ens aktivers status og deres fordeling i tilfælde af skilsmisse. Med et testamente er det muligt at bestemme, hvad der sker med ens aktiver efter ens død, mens ægtepagten ofte agerer “værn” mod skilsmisse (om end en ægtepagt også sagtens kan have andre formål).

Fuldstændigt særeje den normale variant

Hvad mange danskere vælger, når de medbringer en kæreste fra Thailand og gifter sig med denne, er en ægtepagt med fuldstændigt særeje, eventuelt som skilsmissesæreje. At man gør ens aktiver (ens formue) til særeje betyder, at de ikke deles i tilfælde af skilsmisse eller død, hvor kun ens fællesejeaktiver deles.

Eksempel: Jan gifter sig med Pattaya. Jan ejer 1 million kroner og Pattaya intet. Uden en ægtepagt skal Pattaya have en halv million i tilfælde af skilsmisse, men med en ægtepagt kan Jan begrænse dette til et rundt nul.

At lave en ægtepagt med fuldstændigt særeje er et værn mod at ens thailandske kæreste blot tager med til Danmark, bliver her en årrække og derefter lader sig skille for pengene. Man kan ikke altid opretholde et ægteskab, men at lade det slippe på grund af penge er en skam.

Man kan også vælge særeje til ens ægteskab med en thailænder i en anden form en fuldstændigt særeje. Et par varianter er blandt andre:

  • Tdsbegrænset særeje – Hav fx særeje de første 10 år, hvorefter det er fælleseje.
  • Skilsmissesærje – I tilfælde af skilsmisse er alle aktiver særeje, mens de i tilfælde af død er fælleseje. En meget populær variant.
  • Aftrapningssæreje – Start med 100 % særeje og aftrap det gradvist hen over årene med fx 5 % om året. Kan kombineres med det tidsbegrænsede særeje nævnt øverst.

Fremgangsmetoden – Sådan gør du

Ønsker du at oprette en ægtepagt, har du grundlæggende to muligheder:

Du kan enten vælge at købe en skabelon og lave din ægtepagt selv. Med mindre du eller en ven har juridisk erfaring indenfor familieret, anbefales dette ikke, da det er meget nemt at skabe juridiske huller, der kan blive rigtigt dyre, hvis uheldet er ude og skilsmissen står for døren.

Du kan også vælge at få hjælp af en specialiseret advokat til at oprette ægtepagten. Dette er som udgangspunkt den bedste løsning, da en specialiseret advokat vil have erfaring i og være uddannet i at oprette gyldige ægtepagter.

Det koster typisk mellem 3.000kr og 5.000kr at få hjælp til at oprette en ægtepagt hos en advokat. Til denne pris skal ydermere lægges et gebyr på 1.400kr for at få ægtepagten tinglyst hos Tinglysningen, et statsorgan, hvilket er påkrævet for ægtepagtens juridiske effekt. Tinglyses ægtepagten ikke, er den ikke gyldig.

Samlet set koster det altså et par tusinde kroner at skabe en ægtepagt, men i det tilfælde, man selv ejer visse midler, og ens thailandske kæreste / kommende ægtefælle intet, kan det vise sig en rigtigt god investering, skulle ægteskabet desværre ikke holde for evigt.

Vær opmærksom på, at ægtepagten både kan underskrives før og efter ægteskabet er indgået. Vær også opmærksom på, at ægtepagten skal anerkendes, forstås og underskrives af begge parter før end den er gyldig. Forstår din thailandske kæreste ikke dansk, skal ægtepagten oversættes til thailandsk for at kæresten forstår, hvad han eller hun præcis skriver under på. “Lokker” du en underskrift til dig, er ægtepagten ikke gældende, da ægtefællen i forholdet ikke vidste, hvad han eller hun skrev under på. Et advokatkontor vil typisk være i stand til for et ekstra beløb også at oversætte ægtepagten til thailandsk.

Hvis I ydermere bliver gift og skal bo i Thailand og ikke Danmark, skal I lave en ægtepagt under thailandsk lov. En dansk ægtepagt har ikke bindende effekt for et ægtepar bosiddende permanent i Thailand (men har det naturligvis, hvis skilsmissen annonceres under fx en 2-ugers ferie i Thailand).

Indlægget er skrevet af Halfdan Timm fra JUF.dk.

Sheraton Four Points imponerer uden at overraske

I hotel kategorien lige under de 5 stjerner finder vi Sheraton Four Points i Bangkok, en del af kæden Starwoods Hotels – en af verdens største hotelkæder med kendte navne som St. Regis, Le Meridien og Sheraton Grande i stalden. Four Points by Sheraton som hotellet egentlig hedder ligger central placeret i Sukhumvit Soi 15, tæt på Soi 11 – en af Bangkoks mest spændende adresser når det gælder natteliv, restauranter og udeliv generelt.

Kender man lidt til Starwoods kædens andre hoteller vil forventningen til Four Points nødvendigvis også være høj. Hotellet er opført som 4 stjernet på diverse bookingsider som Hotels.com, men ofte er det småting der gør at et hotel får 4 eller 5 stjerner (fx om der er butik i hotellet). Nåvel, førstehånds indtrykket af Four Points er bestemt positivt når man ankommer i den store lobby som er smagfuldt og moderne, omend noget kedeligt indrettet. Det indtryk går igennem i hele hotellet. Nu er smag selvfølgelig en personlig sag, men der er ikke nogen tvivl om at Four Points i høj grad har et udtryk der er mere rettet mod forretningsrejsende end mod turister. Sammenlignet med fx Aloft eller W fra samme kæde er forskellen tydelig.

Værelserne hos Four Points er fin størrelse med alt hvad man kunne ønske sig og lidt til. Den store king size seng er blød og komfortabel med udsigt til sidste generations Samsung Smart TV hvor du blandt andet kan bestille vækning, se film og i nogle tilfælde endda kontrollere din aircondition. Badeværelset er bestemt luksus med et stort badekar – med skydedør til rummet så man kan se tv mens man ligger nedsænket – samt brusekabine. Det hele er bare lækkert, rent og komfortabelt, men som sagt mangler det personlige udtryk. Det gør at luksusen ikke helt træder så tydelig frem indtil man skifter hotellet ud med et andet  stjernet og opdager alle de små fejl og mangler som bare ikke findes hos Four Points. Rengøringen er selvfølgelig også helt i top som man må forvente på et 5 stjernet hotel.

Netop sansen for detaljen i hele hoteloplevelsen er kendetegnende for alle Starwoods hoteller og Four Points er ingen undtagelse. Du vil aldrig opleve irriterende mangler eller uprofessionel behandling og det er nu engang dejligt når man har rejst halvvejs rundt om jorden.

I stue etagen ligger 2 restauranter – en deli og en bistro inspireret restaurant – som serverer klassiske cafe retter samt et udvalg af europæisk og asiatisk mad. Disse er også tilgengængelige for room service. Som med mange andre restauranter i Thailand har Four Points også lidt svært med den klassiske cafe burger og club sandwich, hvilket i førstnævntes tilfælde måske skal tilskrives manglen på kvalitetsimport okse. Lidt skuffende med tanke på priserne som er i den højere ende i Bangkok.

Der er desuden en mindre, og ikke imponerende, pool på toppen af bygningen, fitness center samt en øl-bar med i stueetagen. Alt i alt er Four Points bestemt et glimrende hotel med luksus til rimelige penge – omkring 550-600 pr. nat, hvilket knapt nok rækker til et værelse på CabInn i Danmark. På baggrund af dette, den gode placering, samt nyt inventar og god service kan Four Points bestemt anbefales, men hotellet mangler altså noget charme og personlighed især når man kender alternativerne. Som et hotel i den øvre del af mellemklassen er hotellet dog bestemt et af de bedste valg og huser ligeså vel familier, singler og forretningsrejsende.

Rejseforsikring til Bangkok og Thailand

Du har nok fået det at vide mange gange allerede, men det er helt nødvendigt med rejseforsikring når man rejser til Bangkok og Thailand. Det er ikke så meget det at der er mange ulykker eller risiko for sygdom, men hvis uheldet skulle være ude, så er det slet ikke sjovt at stå i Thailand uden en rejseforsikring. De fleste hospitaler i Thailand, især dem i international klasse, er private og de kræver kontant betaling for behandling. Det kan blive rigtig, rigtig dyrt fx at brække benet uden en forsikring. Desuden vil en god rejseforsikring garantere hjemtransport. Derudover dækker forsikringen også tyveri og tabt baggage.

Før du køber rejseforsikring kan det være en god ide at tjekke om man allerede er sikret gennem sin indboforsikring. Det er langt fra alle tilfælde, men dog en mulighed. Har du et eller flere udenlandske kreditkort fx Mastercard Gold eller derover er der oftest også en rejseforsikring på kortet, såfremt du altså køber rejsen på det. I mange tilfælde kan du derfor være dækket og behøver ikke investere i en ny.

Der er mange udbydere af rejseforsikring men de mest kendter er Europæiske, IHI og Gouda. Europæiske har den fordel at de har et kontor i Bangkok hvilket betyder at du altid kan kigge forbi hvis der skulle opstå problemer.

Vær opmærksom på forsikringens regler. Det er ikke ALT der er dækket. For eksempel vil skader som du pådrager dig mens du gør noget ulovligt eller ved grov uagtsomhed ikke være dækket. Et eksempel på dette kunne være at leje en BMW R1200 uden at have MC kørekort. Her vil du ikke være dækket hvis du eller andre kommer til skade.

Ligeledes er det vanskeligere at få erstatning for stjålne eller mistede ejendele hvis du har været beruset, ikke mindst fordi det kræver en politianmeldelse og da forsikringssvindel er ganske udbredt i Thailand blandt turister, så er politiet ofte mistænkelige.

Alt i alt, så tænk dig om og lad være med at tage unødvendige risiko. Især bør du passe på med at køre på scooter og motorcykel på øerne, da antallet af trafikuheld er meget højt.

Ekstremsport er ikke dækket hos alle forsikringsselskaber. Dog er almindelige aktiviteter som dykning og rafting for det meste inkluderet.

Natteliv i Thong Lor og Ekamai

Thong Lor/Ekamai området ligger mellem Soi Thong Lor og Soi Ekamai nær BTS stationerne af samme navn. Det er et område hvor mange af Bangkoks rige familier bor og samtidig et hot nightlife spot. I sidegaderne mellem Soi Thong Lor og Soi Ekamai findes mange natklubber som skiftes til at være in-stedet at komme i Bangkok.

Sidst Bangkokguide.dk var på besøg i April 2011 var det Muse Club i Thong Lor Soi 10, hvor der var bedst muligheder for at støde ind i en Thailandsk celebrity man ikke kender alligevel. Selv på en onsdag var stedet fyldt, med den del af Bangkoks unge, smukke og rige som ikke skal tidligt op på hverdage. Ferrarien er smidt udenfor. Stedet i sig selv er indrettet som de fleste Thai natklubber, det vil sige, lave borde med ‘bottle service’ og ikke noget rigtig dansegulv. Ikke stedet at møde nye mennesker, men snarere at hænge ud med dem man kom med og tilfældigvis har fået et bord ved siden af. Drikkepenge i størrelses ordenen 500 baht sørger for at I kan få et bord ved siden af en gruppe single piger!

Et par hundrede meter længere ned af Soi Thong Lor 10 ligger Funky Villa som er en meget sjovere natklub. Her er der knapt så meget set for at blive set stemning og meget mere afslappet atmosfære. Funky Villa er en klassisk Thai natklub med live band, Johnny Walker whisky, god stemning og et godt dansegulv. Der er lidt af stemningen fra RCA år tilbage at finde her. Ikke mange udlændinge ud over dem som bor i Bangkok havde fundet vej da vi besøgte stedet, men det gjorde det nu kun bedre. Som hedengangne Santika (der tragisk brændte ned) er Funky Villa lige nu det bedste bud på en god aften i byen uden for turist områderne.

Der er mange andre klubber i området og de er helt sikkert et besøg værd især i weekenden. En god side at tjekke op på er http://www.kohspot.com/, som har helt styr på hvad der rører på sig i Bangkoks natteliv.

Hoteller – Sukhumvit

Sukhumvit

Sukhumvit er Bangkoks shopping og underholdnings distrikt med masser af gode restauranter, natklubber og indkøbscentre. Den øvre del af Sukhumvit (omkring Sukhumvit Soi 4) huser også ‘red light’ områderne Nana Plaza og Soi Cowboy, men de er ikke iøjenfaldende. Alligevel er området måske knapt så egnet for par og familier, hvor det er bedre at bo lidt længere nede af gaden, på fx. Rembrandt Hotel. Sukhumvit er populært fordi området er fuld af oplevelser og har adgang til Skytrain og MRT, så det er nemt at komme rundt til resten af byen derfra. Sukhumvit Soi 11 er en af Bangkoks mest spændende gader med mange gode restauranter og natklubber – blandt andet fashionable Bed Supperclub.

Citadines Sukhumvit 11 ★★★½☆
Citadines kombinerer friheden fra en ferielejlighed med komforten og servicen fra et hotel. Dette 3-4 stjernede “apartel” tilbyder komfort, luksuriøse værelser og glimrende faciliteter på værelserne som fx eget køkken, skrivebord, sofa sæt og gratis wifi. Der er tag terasse med pool, fitness center og en tilknyttet cafe/bar med gratis morgenmand. Der er gratis tuk-tuk til BTS. Et godt valg for dem der vil have komfort, privatliv og en god location.


Centre Point Sukhumvit ★★★★☆
Centre Point Sukhumvit er et populært første klasse hotel. Hotellet ligger midt i Bangkoks autentiske Sukhumvit kvarter, hvor du i gå afstand finder et utal af butikker. Sukhumvit har masser af shopping, natteliv og restauranter og ligger lige på Skytrain ruten, så der er kort vej til resten af byen. Centre Point kæderne er et populært valg for rejsende som vil have god plads, komfort og luksus til rimelige priser.
Grand Millenium Bangkok ★★★★★
Centralt placeret 5 stjernet luksus hotel. Grand Millenium ligger placeret lige ved Sukhumvit metro og skytrain station, herved med nem forbindelse til byens seværdigheder. å hotellet er der reception, elevatorer, barer, lounge, roomservice, konferencelokale, mødelokale, businesscenter, trådløs internetadgang i fælles områder, vaskeriservice, swimmingpool og meget mere..

Rembrandt Hotel ★★★★☆

Dette hotel med luksusfaciliteter er egnet til familier og beliggende i hjertet af Bangkok. Rembrandt Hotel & Towers har et motionscenter, en udendørs poo, et dampbad og en sauna. Gratis trådløs og kabelforbundet internetadgang på fællesområder. Hotellet huser også SAS flypersonale på overnatning.

 

Manhattan Hotel ★★★☆☆
Manhattan Hotel er centralt placeret midt i Bangkoks shopping og underholdnings centrum Sukhumvit. Hotellet har fine værelser og er et rigtigt godt mellemklasse hotel.
Manhattan Bangkok har et motionscenter og en pool. Dette hotel i Bangkok har en restaurant og en bar/lounge. Ekstra faciliteter inkluderer en flersproget medarbejderstab og parkering uden assistance. 

Climax After Hours – Sukhumvit Soi 11

Climax hedder natklubben under Ambassador hotel i Sukhumvit Soi 11 – gaden der også huser Q-Bar og Bed Supperclub. Klubben er en af få der har åbent efter kl 02, hvor alle natklubber officielt skal lukke i Bangkok, så stedet begynder først at vågne deromkring.

Klubben ligger i kælderen under Ambassador hotel og har en cover charge på 200 baht, som inkluderer en drink eller øl. Priserne er høje efter Bangkok standarder – 150 baht for en øl, 180 baht for en drink og flasker fra 1500-2500 baht.

Stedets house band spiller en blanding af Thai og international pop med gæsteoptrædener af andre bands. Senere på natten spiller DJ’en mest Hip Hop og R’n’B.

Som de fleste andre after hours natklubber i Bangkok er klientellet et mix af turister blandet med ‘working girls’, deres potentielle kunder og andre som ikke har lyst til at gå i seng.

Læs mere på Climax website: http://www.climaxsoi11.com/

Hotel anmeldelse – Citadines Sukhumvit 11

Citadines Apartments Sukhumvit Soi 11

Citadines Apartments kombinerer det bedste fra ferielejligheden med det bedste fra hotellet. Dette apartel ligger placeret i en af Sukhumvit Soi 11,  med masser af natteliv og restauranter, men Citadines har også hoteller flere andre steder i byen. Bangkokguide.dk’s udsendte boede her 2 dage og nætter for nyligt og kan varmt anbefale stedet for besøgende der gerne vil bo komfortabelt og med god service, men samtidig have mere frihed og privatliv.

Citadines er som sagt en blanding af hotel og lejlighed. Værelserne, som er omkring 30-50 kvm, er indrettet smagfuldt med sofasæt, skrivebord til at arbejde på, fladskærms tv med dvd, afskærmet soveniche med dobbeltseng, stort badeværelse og så også et køkken. Det hele er nyt og moderne og føles faktisk mere som en rigtig lejlighed end som et hotel. Perfekt til at få arbejdet et par timer – hvis man skal det – eller slappe af efter at have brugt dagen udenfor. Jeg kunne i hvert fald godt lide at rummet rent faktisk var praktisk indrettet og ikke bare med en seng som på de fleste hoteller.

Angående renlighed og opdrydning er der ikke noget at udsætte. Værelserne er rene, moderne og fremstår som nye selv om de er to år gamle.

Check ind foregår i receptionen og man får et nøglekort som skal bruges for at køre op i elevatoren. Det giver en ekstra sikkerhed, for man behøver nemlig ikke aflevere kortet på vej ud – det er bare at gå ind og ud som man har lyst.

På toppen af hotellet er der en tagterasse med en udmærket pool og liggestole. Det er ikke til at komme udenom i Bangkoks tropiske varme. På samme etage er der også et mindre, men veludstyret trænings og fitness rum. I stueetagen findes hotellets tilhørende cafe/bar/restaurant som serverer gratis morgenmad til hotellets gæster. Om aftenen er baren mere eller mindre velbesøgt. Mens jeg var der, blev verdensmesterskaberne i cricket spillet og det havde tiltrukket rigtig mange feststemte indere som så finale kampen på storskærm!

Citadines er et glimrende alternativ til et almindeligt hotel og bestemt anbefalet, især hvis man vil bo i Sukhumvit området. Det er nok ikke stedet for dem der gerne vil have 5 stjernet service og 24 timers room service, men kan man klare sig uden den personlige service, så fås det ikke meget bedre.

Next Page »