Streetbasket i Bangkok – få dit basket fix
Hvis du som jeg er vild med at spille basket og helst ikke vil undvære hvis du er flyttet til Bangkok, så får du her et par steder at gå hen. Bangkok er ikke ligefrem en basketby, men der er faktisk en del steder hvor der er aktive kampe på rimeligt niveau. Det største problem er varmen og fugtigheden der gør at det ikke er muligt at spille inden solen går ned. Derfor betyder det også at al udendørs basket foregår fra ca. kl 18 til omkring kl. 21 og det betyder at der kan være lidt trængsel om de gode baner. Sørg for helst at være et par stykker der gerne vil spille, så er det nemmere at komme til og bedst er det selvfølgelig hvis I er nok til at kunne stille et hold på 5 og udfordre. Tak til Eric fra http://www.bballzone.dk/ for guiden.
Benjasiri Park
Benjasiri Park er meget nem at finde da den ligger lige klods op af Emporium shopping centeret ved Phrom Phong BTS station. Du kan se den fra BTS stationen uden problemer og det er lige midt i Sukhumvit området. Basketbanen gemmer sig ind og til højre i bunden af parken og er meget populær hver dag fra kl. 18 og frem. Det er en ret attraktiv bane at spille på i god kvalitet og derfor kan det være svært at komme til. Der spiller meget ofte et eller flere lokale hold der ikke ret gerne tager andre spillere ind, så det gælder om at komme i god tid og se om der er nogle andre der godt kunne tænke sig at lave et hold og udfordre dem der allerede spiller. Ellers kan du komme til at vente længe. Spillet er på et rimelig højt niveau og der er meget ofte andre udlændinge der spiller.
Lumpini Park
Lumpini Park er Bangkoks største park og har en basketball bane med et par kurve rundt omkring også. Her spilles der også hver aften og det er muligt at spille med for det meste, men nogle gange er der turneringer, hvor banen er optaget. Niveauet er ikke lige højt som ved Benjasiri og det er mest lokale Thaier der spiller og kun sjældent udlændinge.
ABAC University
ABAC University ligger ret langt væk fra centrum men har måske byens største udvalg af streetbasket kampe. Her er mange udlændinge og flere baner. Der er en ret typisk streetbasket stemning modsat de andre steder så der bliver spillet hårdt og ikke altid lige let at komme til. Hvis du er hardcore streetballer så er det helt klart her du skal møde op.
Lidt om basket i Thailand
Thaier og Asiater generelt er ikke så høje og derfor er spillet en hel del anderledes. Der er stort set intet post spil og der løbes mange fastbreaks med ret løst forsvar. Desuden gør de meget ud af at spille bolden meget rundt og det er set lidt ned på at varme bolden for meget og drible for meget.