Royal City Avenue (RCA)

Royal City Avenue (RCA) er en af Bangkok’s hotteste club scener med populære natklubber som Slim, Flix, Route 66 og Club 808. Det er her de helt unge Thai’er tager hen for at få det bedste ud af natten.

RCA

Der er ikke mange her over de 30 år(snarere 18-25) og de fleste er studerende eller bare unge og i festhumør. Der er næsten kun Thai’er på RCA, udover de få unge faranger (udlændinge), som er in-the-know og oftest inviteret af en gruppe Thai’er. Det betyder dog ikke at man føler sig udenfor, da de fleste unge Thai’er rigtig gerne vil tale med dig og høre om hvor du er fra og hvordan du ellers har fundet frem til RCA!

Stilen er en blanding af typisk Thai natklub, med dertil hørende lave borde, whiskey og mixers table service og live housebands, og så mere vestlig orienteret club scene med DJ og dansegulv. Dresscoden er generelt trendy og classy. Pigerne i korte kjoler og høje hæle og fyrene i skjorte, men det afhænger selvfølgelig af moden lige i øjebliket. Men skal du ud på RCA eller andre steder i Bangkok, så går du sjældent galt i byen hvis du er pænt påklædt.

Location:

RCA ligger placeret som en sidegade mellem New Petchburi Road og Rama IX road. Den letteste måde at finde vej er ved enten at tage en taxi direkte eller tage Metroen til Asok MRT og så tage en taxi derfra. Klubberne åbner hen ad aftenen, omkring kl. 8, og lukker allerede ved 2 tiden om natten.

Slim og Flix Club

Flix

Slim spiller mest hip-hop og R’n’B i en imponerende moderne klub, med interiør i stål og glas. Klubben er opdelt i to områder, udenfor og indenfor. I det største lokale bliver der sat borde op til whiskey og så danses der ellers ved bordene indtil midnat, hvor der gøres plads til et større dansegulv. Slim er helt sikkert et besøg værd, men kom i god tid, ellers kan det blive svært at få plads senere på aftenen, hvor kluben er fyldt til bristepunktet.

Flix er en del af Slim, og hvor Slim ofte har liveband, så er Flix mere orienteret mod Techno og Dance. Er det din musiksmag, så er Flix nok det bedste bud på en god aften i byen på RCA.

Route 66

Route 66

Route 66 er RCA’s bedst kendte klub og har været en fast bestanddel af gaden i over 10 år. Tjek Route 66 ud, hvis du har energi nok til at danse hele aftenen og fyre den af til livemusik og godt selskab. Route 66 består af flere rum, som spiller forskellig musik, for eksempel live covernumre eller hip-hop og dance. Ligesom de andre klubber er der borde over det meste af klubben og kun et lille dansegulv, så der bliver mest danset og festet ved bordene. Der er dog et stort dansegulv i den sydlige del af klubben, hvor der spilles hip-hop og R’n’B.

Club 808

Club 808

Club 808 er en af Bangkok’s i øjeblikkets bedste klubber med et stort publikum og internationale DJ’s på gæstelisten. For eksempel har Roger Sanchez, Coldcut, Craze, Tiesto mfl. spillet her.

Så hvis du vil tage chancen på at høre en kendt international DJ, så er der bedst muligheder for det her. Stedet er stort og moderne, men kan virke lidt mindre personligt end de andre klubber.