Rejseforsikring til Bangkok og Thailand

Du har nok fået det at vide mange gange allerede, men det er helt nødvendigt med rejseforsikring når man rejser til Bangkok og Thailand. Det er ikke så meget det at der er mange ulykker eller risiko for sygdom, men hvis uheldet skulle være ude, så er det slet ikke sjovt at stå i Thailand uden en rejseforsikring. De fleste hospitaler i Thailand, især dem i international klasse, er private og de kræver kontant betaling for behandling. Det kan blive rigtig, rigtig dyrt fx at brække benet uden en forsikring. Desuden vil en god rejseforsikring garantere hjemtransport. Derudover dækker forsikringen også tyveri og tabt baggage.

Før du køber rejseforsikring kan det være en god ide at tjekke om man allerede er sikret gennem sin indboforsikring. Det er langt fra alle tilfælde, men dog en mulighed. Har du et eller flere udenlandske kreditkort fx Mastercard Gold eller derover er der oftest også en rejseforsikring på kortet, såfremt du altså køber rejsen på det. I mange tilfælde kan du derfor være dækket og behøver ikke investere i en ny.

Der er mange udbydere af rejseforsikring men de mest kendter er Europæiske, IHI og Gouda. Europæiske har den fordel at de har et kontor i Bangkok hvilket betyder at du altid kan kigge forbi hvis der skulle opstå problemer.

Vær opmærksom på forsikringens regler. Det er ikke ALT der er dækket. For eksempel vil skader som du pådrager dig mens du gør noget ulovligt eller ved grov uagtsomhed ikke være dækket. Et eksempel på dette kunne være at leje en BMW R1200 uden at have MC kørekort. Her vil du ikke være dækket hvis du eller andre kommer til skade.

Ligeledes er det vanskeligere at få erstatning for stjålne eller mistede ejendele hvis du har været beruset, ikke mindst fordi det kræver en politianmeldelse og da forsikringssvindel er ganske udbredt i Thailand blandt turister, så er politiet ofte mistænkelige.

Alt i alt, så tænk dig om og lad være med at tage unødvendige risiko. Især bør du passe på med at køre på scooter og motorcykel på øerne, da antallet af trafikuheld er meget højt.

Ekstremsport er ikke dækket hos alle forsikringsselskaber. Dog er almindelige aktiviteter som dykning og rafting for det meste inkluderet.