Grand Palace og Wat Phra Kaew

Grand Palace er Bangkok’s største turistattraktion og en af de mest kendte i hele Thailand. Konge paladset og Wat Phra Kaew templet (hjemsted for smaragd buddhaen) er Thaierne’s helligste sted og henrykker millioner af turister hvert år.

Konge paladset er bygget i 1782 og var indtil for nylig kongefamiliens hjem og herfra styrede regeringen også. Grand Palace er en fantastisk rejse ind i Thailands historie og kultur, som kommer til udtryk i den imponerende arkitektur, sære statuer af fabeldyr og dæmoner, samt alle de små detaljer, som er det bedste eksempel på Thai kunst og håndværk.

Indenfor murene er Ramayana sagaen malet som fresko på væggene; Abeguden Hanuman, vilde dæmoner, smukke prinsesser, krigere i fuldt kampudstyr og elefanter. Ramayanaen er oprindeligt en Hindu saga, men er også meget vigtig i den Thailandske selvforståelse.

Resten af området omkring Grand Palace er fyldt med spændende bygninger, museum og selvfølgelig Wat Phra Kaew templet, hvor Smaragd-Buddhaen findes. Den er kun 75 cm høj, men dyrkes nærmest som en afgud og har været genstand for flere krige og plyndringstogter mellem Thai’er, Burmesere og Khmer’. Der hersker en særlig stemning af mystik og ærefrygt i templet.’

Buddha figuren er Thailands national maskot og et symbol på national stolthed, så følg retningslinjerne og tag skoene af udenfor.

I dag bruges Grand Palace kun til særlige lejligheder, religiøse og politiske, så der er adgang til det meste. Brug gerne 2 timer på at få set det hele, og lyt ikke til eventuelle touts udenfor, der påstår at paladset er lukket, det er det nærmest aldrig.

Lumpini Park

Lumpini Park ligger som en fredfyldt og grøn oase midt i Silom – et af Bangkok’s største forretningsområder – og er helt sikkert et besøg værd. Parken er opkaldt efter Buddha’s fødested i Nepal og anlagt i 1920’erne af Kong Rama VI efter europæisk forbillede. Hans statue kan ses ved den vestlige indgang til parken.

Lumpini Park ligger centralt placeret i Bangkok, mellem Ratjadamri Road og Rama IV, og der er nem adgang til parken fra BTS stationen Sala Daeng.

Parken er et populært udflugtsmål for Bangkok’s indbyggere, især i weekenden, hvor man tager afsted med mad og drikke og hygger sig hele dagen på græsset. I hverdagene er der knapt så mange besøgende.

Der er masser af aktiviteter at tage sig til i Lumpini Park, så afsæt bare et par timer. Parken er opbygget med stier og bænke langs en større kunstig sø og kanaler. Her kan man købe brød til at fodre fiskene med (ikke nogen ænder her!), slappe af på bænkene og kigge efter de meterlange Monitor Lizards. Sidstnævnte øgler er nemme at forveksle på afstand med små krokodiller, men de er helt uskadelige og sjove at se på.

På søen kan man leje både robåde eller vandcykler for et par baht. Der er også altid en eller anden form for motion og boldspil i gang. Hvis du skal holde formen ved lige, så er der masser af mulighed for at løbe og jogge rundt i parken, ellers er der et udendørs træningscenter i midten af parken. Om eftermiddagen og hen på aftenen er der ofte Thai’er der spiller ‘Takraw’, som er Thailands nationalsport. Det kan bedst beskrives som fod-volley og er meget akrobatisk at se på. Om morgenen dyrkes der Tai Chi og der er ofte udendørs aerobic.

Penge, Valuta og Banker

Den thailandske møntfod hedder Baht (100 Satang = 1 Baht). I Thailand bruger man kontanter til stort set alle køb og salg, og kreditkort kan kun sjældent bruges i butikkerne og aldrig på markeder eller på gaden! Der er selvfølgelig undtagelser, som på dyrere restauranter og hoteller. Thai’erne er et meget foretagsomt folkefærd og det at handle, shoppe og bytte er en livstil. I Thailand går man ikke nødvendigvis i butik for at købe ind, tværtimod kan man finde stort set alt hos gadehandlere, så det giver fin mening at bruge kontanter. Den thailandske baht svinger for det meste mellem 5 og 6 til en dansk krone. Det vil sige at du får 5-6 baht pr dansk krone du veksler. Nedenunder kan du udregne og se den aktuelle dagskurs:

Thailandske mønter fås helt ned til 1 og 2 Satang, men de mest brugte er 1, 2, 5 og 10 Baht. Sedler fås i 20, 50, 100, 500 og 1000 Baht. Thai’erne har gjort det let at se hvilken seddel man har fat i, da sedlerne er i hver deres farve: 20 Baht er Grøn, 50 Baht er Blå, 100 Baht er Orange, 500 Baht er Lilla og 1000 Baht er Brun. Derudover er sedlerne størrelses mæssigt sådan at 20 Baht’en er mindst og 1000 Baht’en er størst. Det er en god ide at veksle penge straks til lidt mindre sedler, altså flere 100 baht sedler, så undgår man at blive opfattet som en omvandrende pengeautomat hvor priserne ryger i vejret.

Banker og hæveautomater

Thailand har et veludviklet banksystem med flere store banker. De mest kendte er Bangkok Bank, Kasikorn Bank, Siam Commercial Bank og Krung Thai bank. Alle disse banker har hæveautomater (ATM) og der er rigeligt af dem. Du kan bruge dit danske kreditkort til at hæve, og betaler kun et mindre gebyr til den thailandske bank (+ gebyr fra din egen bank). Derudover er der vekselkontorer i turistområderne. På det område er Thailand helt på højde med vesten, så du behøver ikke bekymre dig om det.

Der er altså ikke nogen grund til at veksle alle pengene hjemmefra og heller ikke til at medbringe rejsechecks (som fx. Cooks Travellers Checks). Rejsechecks kan godt indløses, men der er et ret stort gebyr på. Det er derfor bedst at veksle en del af pengene hjemmefra og så hæve efterhånden som man når frem. Thailand er efterhånden blevet moderne selv helt ud i de mindste byer og der er altid en bank og en hæveautomat at finde. Kan du ikke finde en hæveautomat så spørg efter en 7-11 (“seven” på Thaiglish), de har storst set altid en automat tilknyttet.

Man kan i øvrigt godt oprette en Thailandsk bank konto (og Visa Electron) med et turistvisum. Det kan være en god ide, hvis du skal rejse meget rundt eller skal opholde dig længere tid. Spørg dig frem, men sørg for at gå i en afdeling der er vant til udlændinge. Bangkok Bank eller Kasikorn Bank er kendt for at være bedst for udlændinge.

Sende og modtage penge

Skal du sende eller modtage penge hjemmefra, så er der flere muligheder:

Western Union

Western Union er verdens største netværk af agenter hvorfra du kan sende og modtage penge på få minutter. Western Union tager et fast gebyr der afhænger af beløbets størrelse. Den der sender, skal have modtagerens fulde navn og modtageren skal vide senderens fulde navn, adresse og hvilken by der er sendt fra. Du skal også bruge gyldig billedlegimitation. Det tager ca. 15 min at sende penge med Western Union. Du kan sende og modtage hos en agent. De fleste banker tilbyder WU, men nogen har kun Money Gram. Du kan finde din nærmest agent på Western Unions hjemmeside:

Money Gram

Money Gram er en anden service lige som Western Union, der tilbyder at sende og modtage penge over hele verden. De er lidt billigere, tilgengæld er der færre agenter og de har kortere åbent. Du kan finde en agent her: Moneygram

Bankoverførsel

Hvis du har en thailandsk bank konto kan du lave en international bankoverførsel. Det tager ca. 3-4 dage med almindelig overførsel og 2 dage med en ekspress overførsel.

Pantip Plaza

The bedste sted at købe computere, computer udstyr, software og anden elektronik i Bangkok er Pantip Plaza. Her finder du alt hvad du kunne ønske dig til lave priser. Der er cirka 10-20% at spare på de fleste kendte mærker, men de rigtig gode tilbud finder du især på computer tilbehør og software.

Hvis du er på udkig efter en ny mus, usb nøgle eller det nyeste software, så er det her du skal tage hen! Pantip Plaza har 4 etager fyldt med elektronik, så der er nok at vælge imellem.

Selvom der er et kæmpe udvalg af alle former for elektronik, så er Pantip Plaza mest kendt for det kæmpe store udvalg af piratsoftware og kopiprodukter. Sælgerne i Pantip tilbyder piratkopieret software, dvd film og musik til kun 100 baht (ca. 15 kr) pr. dvd eller cd.

For eksempel finder du let de nyeste versioner af Windows eller dyre photo redigeringsprogrammer som Adobe Photoshop. Her kan du også købe de nyeste dvd film, endda ofte før de er udkommet officielt.

De fleste butikker er veletablerede og man kan sagtens købe kendte mærker uden at bekymre sig. For det meste får man den samme worldwide garanti med, som man ville få i Danmark.

Hemmeligheden til det gode køb i Pantip Plaza er at tage sig god tid til at udforske alle butikkerne, også dem på 4’de sal!

Du finder Pantip Plaza på Petchburi Road, nær Platinum Fashion Mall og lige overfor Pratunam Market. Den nærmeste BTS station er ’Chit Lom’, hvorfra du kan tage en motorcykel taxa eller almindelig taxa. Der er tit meget traffik og lange køer på Petchburi Road, så det kan være en god ide at tage til Chit Lom først og så tage en motorcykeltaxa derfra.

Kao San Road Guesthouses

Kao San Road er Bangkok’s backpacker område og her finder du det absolut største udvalg af billige hoteller og guesthouses. Der er noget for enhver smag og alle budgetter.

Fra helt enkle og meget spartanske guesthouses til hoteller med masser af luksus. Der er alligevel langt flest guesthouses og det er disse som er udgangspunktet for mange ryksækrejsende. Her kan man lade op, slappe af og planlægge den videre rejse i selskab med andre backpackere fra hele verden.

Det er en rigtig god måde at starte rejsen på med en blød landing i Thailand’s fremmedartede kultur. Kao San Road er et sted som er helt sit eget og som ikke findes andre steder; det i sig selv er et besøg værd.

Hvis du gerne vil vide lidt mere om hvordan du finder det rigtige guesthouse, så læs videre, så er du ikke helt uforberedt når du ankommer!

Et ‘guesthouse’ adskiller sig fra et budget hotel på flere områder, selvom grænserne nogen gange er lidt flydende. Et klassisk guesthouse, som der bliver færre af, er oftest drevet af en familie i en tidligere beboelsesejendom og har en række spartanske rum, ofte med fælles bad og toilet. Nyere guesthouses kan være en del af en kæde eller bare ejet af flere private ejere. Guesthouses har stort set altid et større fællesareal, hvor gæsterne kan få noget at spise fra køkkenet, slænge sig i sofaer, læse bøger, se dvd film på lærred eller bare hænge ud og snakke med hinanden. Derudover kan der være kæmpe forskel på stemningen og temaet fra det ene guesthouse til det andet, og det er også en del af charmen. Det svarer lidt til et vandrehjem eller hostel i Danmark.

Det koster det:

Prisen på et værelse afhænger af beliggenhed, faciliteter, højsæson/lavsæson og popularitet. Du får for det meste hvad du betaler for:

Under 200 baht:

Selv for rejsende på meget små budgetter er der plads at få på Kao San Road. De aller billigste værelser på Kao San Road starter omkring 150 baht (25 kr.) pr. nat. For så beskedent et beløb skal man heller ikke regne med ret meget. Guesthouse værelser op til 200 baht indeholder kun det aller mest nødvendige: En seng og en vifte, og det er så det. Toilet og bad deles med resten af værelserne og man skal ikke regne med rent sengetøj eller en madras uden kryb. Det kan godt gå an, hvis du ikke er kræsen og gerne vil have at pengene slår til i en længere periode. En del af de rigtig billige steder er gamle levn fra en svunden tid, med tynde vægge, åbne lofter ind til naboen og en følelse af at være transporteret tilbage i tid til 60’erne, hippier og Vietnam krigen. Se billedet nedenunder for et eksempel:

Guesthouse Kao San Road

250 – 350  baht

I mellemklassen af guesthouses finder vi de fleste muligheder. Her afhænger det meget af hvor du indlogerer dig. Oftest får du stadigvæk kun en vifte og ikke aircondition, men omkring de 300-350 baht får man ofte eget bad (med varmt vand) og toilet, nogen gange endda et meget lille TV. Guesthouses i denne prisklasse tilbyder også rengøring og rene lagner der skiftes hver anden dag eller oftere. De fleste guesthouses på Kao San Road falder ind under denne kategori. Her finder du også oftest et stort fællesareal med restaurant, film på dvd, internet cafe, sofaer og puder til at slænge sig i og muligheden for at arrangere udflugter.

Guesthouse Kao San Road

350 – 550 baht

I øverste kategori af guesthouse værelser får du lidt mere. Måske er der et par møbler, TV, en god seng og minibar, men vigtigere er at der er aircondition. Det bliver rigtig varmt om natten i Bangkok!

Guesthouse Kao San Road

Der ligger de:

Man behøver ikke gå langt i hele Kao San Road området for at finde et guesthouse, de er alle steder, men især på selve Kao San Road, Rambuttri Road og Phra Athit Road. De guesthouses der ligger på Kao San Road og i de små gyder, har selvfølgelig den fordel at de ligger midt i festen, men tilgengæld skal man så ikke regne med ret meget nattero. Der bliver færre og færre klassiske guesthouses på Kao San eftersom disse må vige for rigtige hoteller til ‘flashpackerne’. Soi Rambuttri (Rambuttri Road) er en gade der ligger tæt på Kao San Road og er blevet meget populær. Du kan læse mere på svensk på resa till Thailand. Det skyldes især de mange gode guesthouses, barer og restauranter og så at der ikke er så meget kaos og larm. Det er nok her de fleste vil foretrække at bo. Thanon Phra Athit er den vej der ligger ned til Chao Praya floden og Phra Arthit fortet. Her finder du de fleste af de aller billigste og mindste guesthouses. Der ligger også en del barer og spisesteder som er populære bland det lokale universitetsstuderende fra Thammasat University. Her er langt mere stille end de to andre gader, tilgengæld er det ret spartanske forhold. Se kortet nedenunder for at få et overblik:

Royal City Avenue (RCA)

Royal City Avenue (RCA) er en af Bangkok’s hotteste club scener med populære natklubber som Slim, Flix, Route 66 og Club 808. Det er her de helt unge Thai’er tager hen for at få det bedste ud af natten.

RCA

Der er ikke mange her over de 30 år(snarere 18-25) og de fleste er studerende eller bare unge og i festhumør. Der er næsten kun Thai’er på RCA, udover de få unge faranger (udlændinge), som er in-the-know og oftest inviteret af en gruppe Thai’er. Det betyder dog ikke at man føler sig udenfor, da de fleste unge Thai’er rigtig gerne vil tale med dig og høre om hvor du er fra og hvordan du ellers har fundet frem til RCA!

Stilen er en blanding af typisk Thai natklub, med dertil hørende lave borde, whiskey og mixers table service og live housebands, og så mere vestlig orienteret club scene med DJ og dansegulv. Dresscoden er generelt trendy og classy. Pigerne i korte kjoler og høje hæle og fyrene i skjorte, men det afhænger selvfølgelig af moden lige i øjebliket. Men skal du ud på RCA eller andre steder i Bangkok, så går du sjældent galt i byen hvis du er pænt påklædt.

Location:

RCA ligger placeret som en sidegade mellem New Petchburi Road og Rama IX road. Den letteste måde at finde vej er ved enten at tage en taxi direkte eller tage Metroen til Asok MRT og så tage en taxi derfra. Klubberne åbner hen ad aftenen, omkring kl. 8, og lukker allerede ved 2 tiden om natten.

Slim og Flix Club

Flix

Slim spiller mest hip-hop og R’n’B i en imponerende moderne klub, med interiør i stål og glas. Klubben er opdelt i to områder, udenfor og indenfor. I det største lokale bliver der sat borde op til whiskey og så danses der ellers ved bordene indtil midnat, hvor der gøres plads til et større dansegulv. Slim er helt sikkert et besøg værd, men kom i god tid, ellers kan det blive svært at få plads senere på aftenen, hvor kluben er fyldt til bristepunktet.

Flix er en del af Slim, og hvor Slim ofte har liveband, så er Flix mere orienteret mod Techno og Dance. Er det din musiksmag, så er Flix nok det bedste bud på en god aften i byen på RCA.

Route 66

Route 66

Route 66 er RCA’s bedst kendte klub og har været en fast bestanddel af gaden i over 10 år. Tjek Route 66 ud, hvis du har energi nok til at danse hele aftenen og fyre den af til livemusik og godt selskab. Route 66 består af flere rum, som spiller forskellig musik, for eksempel live covernumre eller hip-hop og dance. Ligesom de andre klubber er der borde over det meste af klubben og kun et lille dansegulv, så der bliver mest danset og festet ved bordene. Der er dog et stort dansegulv i den sydlige del af klubben, hvor der spilles hip-hop og R’n’B.

Club 808

Club 808

Club 808 er en af Bangkok’s i øjeblikkets bedste klubber med et stort publikum og internationale DJ’s på gæstelisten. For eksempel har Roger Sanchez, Coldcut, Craze, Tiesto mfl. spillet her.

Så hvis du vil tage chancen på at høre en kendt international DJ, så er der bedst muligheder for det her. Stedet er stort og moderne, men kan virke lidt mindre personligt end de andre klubber.

Turistattraktioner i Bangkok

Bangkok er blevet et populært turistmål i Thailand med mange turister på sommerferie, der myldrer gennem byen for at nyde nogle af byens attraktioner. Der er meget at se og gøre i Bangkok. Her er nogle af de seværdigheder, som Bangkok har at tilbyde.

Damnoen Saduaks flydende marked er et sted, du ikke må til at undvære. Her vil du blive mødt af adskillige træbåde lastet med frisk frugt, grøntsager og blomster. Du kan købe dig nogle nudler, som vil blive tilberedt i både af madsælgere, og de serveres varmt. Dette er en enestående oplevelse, meget forskellig fra at shoppe i indkøbscentre. Chinatown er et af Bangkoks mest livlige og farverige områder med adskillige guldbutikker og indkøbscentre. Til nytår og under lokale festivaler afholdes festlighederne afholdes på gaden med masser af leben.

Grand Palace fra det 18. århundrede har været hjemsted for den thailandske konge i mere end hundrede år og er en af Bangkoks førsteklasses attraktioner. Du vil blive forbløffet over dens fantastiske arkitektur og minutiøse detaljer. Emerald Buddha fra det 15. århundrede er konstrueret ud af en enkelt smaragdblok og opbevares i Wat Pra Kaeo, et meget hæderkronet religiøst sted i Thailand. Daggryets tempel eller Wat Arun fra det 19. århundrede er et andet smukt tempel i Kyymer-stil og en af Sydøstasiens vigtigste religiøse seværdigheder. Vimanek Mansion er endnu en turistattraktion. Siam Ocean World er Bangkoks akvariemuseum, bolig for tusinder af undersøiske dyrearter.

Bangkok er en attraktiv destination for en billig sommerferie.

Transport

Bangkok er berygtet for trafikkaos og lange bilkøer og der er også noget om snakken. Ligesom andre storbyer i eksplosiv vækst har infrastrukturen i Bangkok ikke kunnet følge med befolkningstilvæksten og antallet af biler. På forunderligvis er det alligevel lykkedes Thaierne at skabe et netværk af transportmuligheder som gør, at man ikke behøver sidde fast i en taxa. Nedenunder finder du en introduktion til transport rundt i Bangkok.

BTS:

Skytrain netværket består af to linjer hævet over jorden på skinner. BTS systemet er den klart nemmeste og mest behagelige måde at komme rundt i Bangkok på. Vognene har aircondition og kører hvert 5 minut. Der kan godt være trangt i myldretiden, men det er langt fra så slemt som for eksempel i Tokyo.

De to BTS linjer, henholdvis Sukhumvit linjen og Silom linjen dækker det meste af Bangkok’s moderne centrum. Sukhumvit linjen kører fra Chatuchak (Weekend Markedet) i nord til On Nut i syd og stopper undervejs ved blandt andet Siam Square (BTS Siam), hvor der er skifte til Silom linjen, og flere andre stop langs Sukhumvit. Silom linjen kører fra National Stadium (MBK Shopping Center), til Saphan Taksin (Chao Praya floden). Det er derfor muligt at komme de fleste steder hen med undtagelse af den gamlde bydel Banglamphoo, som ligger isoleret også i forhold til metroen (MRT).

Der er flere måder at købe billet på. Den simpleste måde er at købe billet til der hvor man skal hen i en automat på stationen. Det koster mellem 15 og 40 baht (2.5 til 6.5 kr). Det er priser som den danske offentlige transport burde tage ved lære af! Derudover kan man købe kort der gælder for en dag eller kort med et fast antal ture på. Begge er billigere end at købe det samme antal billetter.

MRT:

MRT er Bangkok’s metro og dækker de områder som BTS’en ikke dækker. Du kan skifte mellem de to på Asok BTS og ved Sala Daeng BTS. Metroen er ligesom Skytrain topmoderne og airconditioneret. Der er kun en linje, som kører fra Chatuchak i nord til hovedbane gården Huamlamphong i syd.  Undervejs kører metroen ad den meget trafikerede vej Ratchada, hjemsted for mange hoteller og karaoke “paladser”. Ved Sukhumvit MRT kan der skiftes til Asok BTS. Herefter drejer metroen sydpå mod Silom og Satorn inden den stopper i Hualamphong. Man køber billetter på stationerne og her kan man også købe diverse rabatkort. BTS og MRT er to separate systemer, så man kan desværre ikke bruge billetter fra den ene på den anden. Metroen er mest anvendelig når man skal til Hualamphong for at tage et tog og ikke har lyst til at køre i taxa, eller hvis man skal ud til Ratchada.

Chao Praya færger

Chao Praya er navnet på den flod er navnet på den flod som bugter sig igennem Bangkok og er til idag hovedvejen for transport af varer. Der sejler flere færger på floden og de er både hurtige, behagelige og spændende at benytte. Faktisk er det hurtigst at tage en færge, hvis man for eksempel skal fra Kao San Road til Chinatown. Selve turen er en oplevelse i sig selv, hvor man får et fantastisk udsyn til Bangkok’s templer, hoteller og beboelse set fra søsiden. Prisen ligger på mellem 21-30 baht (ca. 3 til 5 kr).

Kanal både:

Bangkok var engang kendt som Østens Venedig, på grund af de mange kanaler (Thai: Khlong) som udgjorde kernen i transport netværket, men da byen voksede blev de fleste kanaler asfalteret og mange af dem forsvandt helt. I dag er der stadig et par kanaler tilbage, som man stadig kan sejle på. Khlong Saen Saeb er den største. Her sejler der hurtige kanal både, som er en sjov oplevelse. Saen Saen strækker sig helt fra Banglamphu til Ramkhamhaeng og passerer blandt andet tæt forbi Siam Square , MBK og Pratunam markedet. Det gælder om at holde tungen lige i munden når man skal ombord på en af bådene som kun stopper helt kort ved kajen. Vandet i kanalerne er nemlig meget beskidt og i mange tilfælde giftigt, så det gælder altså om ikke at falde i!

Bus:

Bangkok har et utal af busruter som dækker alle afkroge af byen og mange forskellige slags busser. Desværre er det ikke sådan ligetil at finde ud af hvilken bus der kører hvorhen og hvornår med mindre man taler og læser Thai. Det bør dog ikke afholde de eventyrlystne til at hoppe på en bus og håbe på det er den rigtige, men det er nok de færreste der vil få brug for det, når Taxa’er er så billige. De lokale busser i Bangkok findes i mange varianter lige fra de små grønne busser som sprutter afsted, til behagelige airconditionerede busser. Der er også et hav af minibusser som kører fra Victory Monument BTS til alle afkroge af landet. Skal man ud af Bangkok til for eksempel Pattaya, Hua Hin, Ayuthaya eller helt til Cambodja, kan man tage de udmærkede offentlige langturs busser. Der findes 3 klasser og det er stærkt anbefalet at tage enten 1.klasse eller VIP busserne.

Der er tre store buscentraler i Bangkok: Mo Chit med busser mod Nord og Nord-Øst til Chiang Mai og Isaan, Ekamai med busser mod Øst, Pattaya og Ko Chang, og ‘Southern Bus Station’ i Thon Buri, som kører sydpå til blandt andet Phuket og Ko Samui.

Taxi:

Der er mere end 70.000 taxier i Bangkok og priserne er meget lave set med danske øjne. Stort set alle steder i Bangkok, på alle døgnets tidspunkter kan du finde en taxa ved at stille dig ud til den nærmeste vej. Taxier i Bangkok er Toyata Corollaer, nogen i bedre stand end andre, men generelt helt ok. Det koster meget lidt at køre i Taxi i Bangkok, taxameteret begynder på 35 baht (ca. 6 kr) og stiger så pr. antal kørte kilometer og brugt tid. Regn dog ikke med danske tilstande, hvor et rødt lys koster en formue. En tur på en halv time i Bangkok koster sjældent over 5o kr og den gennemsnitlige tur koster vel 15-20 kr.

Det gælder dog kun hvis taxi chaufføren sætter taxameteret til. De fleste turister kommer de første par dage ud for taxichauffører som nægter at bruge taximeter eller som lige skal vise en skrædder først. Her er der ikke tale om almindelige taxichauffører, men plattenslagere som hænger ud foran hoteller og lignende og så tager overpris. Derfor er det bedste råd at holde sig væk fra taxier som holder parkeret, eller chauffører som henvender sig uopfordret. Kald i stedet på en taxi ved en vej og sæt jer så ind og sig hvor I skal hen. I langt de fleste tilfælde bliver taximeteret sat til, men gør det ikke det, så hop bare ud igen. Der kommer altid en taxi mere i Bangkok. Den eneste fordel ved at køre med de dyrere taxier uden taximeter er, at chaufførerne ofte taler bedre engelsk.

Tuk-Tuk

En Tuk-Tuk er en slags trehjulet motoriseret Rickshaw og en unik Thailandsk opfindelse. Tuk-Tuk’en er et Thailandsk nationalklenodie og var tidligere meget udbredt, men er i dag mest brugt for turister og Thaier som skal transportere mange varer med hjem. Tag endelig en tur i en Tuk-Tuk, det er en sjov oplevelse og hører med til et besøg i Bangkok. Tuk-Tuk’er bruger ikke taxameter, så her skal der forhandles. Regn med at skulle betale mere end en taxa eller accepter at besøge en skrædder eller juveler i bytte for en meget lavere pris. Tuk-Tuk chaufførerne får benzin kuponner af disse butikker og også kommission af eventuelle salg. Det kan godt betale sig at tage sådan en tur med en Tuk-Tuk, hvor man får set noget sightseeing for bare et par baht. Man skal så bare passe på med ikke at lade sig overtale til at købe noget på nogen af de obligatoriske stop. Skræddere eller juvelerer som bruger Tuk-Tuk’er til at få kunder, er oftest væsentlig dyrere end markedsprisen.

Motorcykel Taxa:


Motorcykel taxaerne (på Thai ‘Motocy’) er ikke for dem der er bange af sig. En motorcykel taxa er, som navnet antyder, en motorcykel, oftest en scooter, som man så sætter sig bag på. Motorcykel taxaerne kan kendes på at chaufførerne har orange veste på. De bruges mest til at køre op og ned af Soi’erne (sidegaderne) og fra BTS stationer og shoppingcentre. Det kan måske virke dumdristigt at sætte sig op på en motorcykel i Bangkok’s kaotiske traffik, men motorcykel taxaerne er faktisk den hurtigste måde at komme rundt i byen på over korte afstande og har man først vænnet sig til det, så er det fristende ikke at skulle gå længere end højst nødvendigt i varmen og bilosen. Prisen på en tur er fastsat på forhånd og er oftest på mellem 10-30 baht (ca. 2 til 5 kr) alt efter afstand. Hvis man skal køre længere end de normale ruter, må man forhandle prisen selv.

Visum til Thailand

Er du i tvivl om hvilket visum du skal bruge til din rejse til Thailand eller om du kan klare dig uden, så læs videre her. Hvilket visum man skal søge  afhænger helt af rejsens formål og længde. For de fleste turister er det slet ikke nødvendigt med et visum, men for rejsende der har tænkt sig at opholde sig længere tid i Thailand er det vigtigt med det rigtige visum. Dit visum afgør hvor længe du kan være i Thailand og hvad du kan foretage dig mens du er der.

Ophold under 30 dage

Visa Exempt

Danmark har, ligesom flere andre lande, en aftale med de Thailandske myndigheder om, at det ikke er nødvendigt at søge visa for turister og rejsende, som opholder sig mindre end 30 dage i Thailand. Det betyder at man som udgangspunkt bare får et stempel i sit pas på indrejse og så igen på udrejsen. Skal man til Thailand på en 14 dages tur er der altså ikke nogen grund til at ansøge om visum.

De 30 dages visum gives kun til rejsende som ankommer med fly, hvis man rejser ind over en landegrænse får man kun 14 dages opholdstilladelse.

Man kan forlænge dette stempel med 7-10 dage på Immigrations Kontoret i Chaengwattana.

Forlader man Thailand og rejser tilbage igen får man automatisk 30 dage mere hvis man kommer tilbage med fly og 14 dage mere hvis man ankommer på landjorden. Hvis du skal bruge mere tid som turist i Thailand end 30 dage kan det være en god ide at få et turistvisum. Hvis man opholder sig ud over den tilladte tid i Thailand (overstay) er det ulovligt og det medfører en bøde på 500 baht (ca 100 kr) pr. dag. Derudover kan man i værste fald, dog meget sjældent, risikere at blive arresteret og eksporteret efter et ophold i immigrations arresten. Det er efter sigende ikke et rart sted at være, så sørg for at have det rigtige visum!

Ophold over 30 dage

Skal du opholde dig i Thailand i mere end 30 dage er det en god ide at få et visum. Hvilket visum du skal bruge afhænger af dit formål i Thailand. Du skal ansøge om visum på en Thailandsk ambassade og kan IKKE søge om visum i Thailand. I Danmark kan du ansøge om visa på den Thailandske ambassade i Hellerup enten ved personligt fremmøde eller ved at sende ansøgning med posten. Du kan downloade ansøgningsformen her: VisumAnsøgningsform.

Ambassadens oplysninger er:

Royal Thai Embassy
Norgesmindevej 18
2900 Hellerup
Tel. +45 39 96 06 80
Fax. +45 39 96 06 80
email. [email protected]
[email protected]

Turist Visum

Et turist visum giver dig lov til at opholde dig 60 dage i Thailand, hvorefter du kan forlænge dit ophold med 30 dage på Immigrations Kontoret. Enkelte Thailandske ambassader udsteder såkaldte ‘Multiple Entry’ visum, hvor du kan få 60 dage mere hvis du forlader Thailand og kommer tilbage igen. Det betyder at du så kan få op til 5 måneders ophold i Thailand med et visum. Det er i øjeblikket kun den Thailandske ambassade i Vientienne, Laos, som udsteder disse visum. For alle andre gælder det altså at et turist visum kun gælder i 60 dage plus 30 dage forlængelse.

Du skal bruge følgende ved ansøgningen:

  • Pas
  • Kopi af dit pas
  • Ansøgningsskema
  • Pas foto (4 x 5 cm)
  • Retur Billet (eller bevis på udrejse fra Thailand)
  • 200 kr i afgift

Du kan evt læse mere og få hjælp hos UniqueTravel.dk.

Chinatown

Nær Chao Praya floden ligger Bangkok’s Chinatown, et af de mest spændende, men også oversete områder i byen. På Yaowarat Road og sidegaderne til denne, myldrer det med liv og eksotiske syn, dufte og lyde. Det er som pludselig at have forladt Thailand og med et stå med benene i Beijing.

På de åbne markeder sælges alt fra nødder og rødder til naturmedicin, drager og legetøj. Nudler serveres på gaderestauranterne ved siden af den lille, men eksklusive restaurant, hvor hovedattraktionen hedder hajfinne suppe. Chinatown er bestemt et besøg værd!

Det er nemt at komme til Chinatown. Bare tag færgen på Chao Praya floden til Pier 6, så er man kun få hundrede meter fra Yaowarat.

Det er sjovest at tage uforberedt til Chinatown og så bruge tiden på at gå på opdagelse. Forvild dig ned en af de klaustrofobiske sidegader, hvor det føles som at være med i en film. Smag på sære retter og tørrede delikatesser. Køb amuletter og små statuer som skal bringe held.

Der er flere lokale markeder omkring Chinatown, hvor der er rigtig gode muligheder for at gøre et fund. Der er blandt andet tekstil markedet, Saphan Han, eller gå ned ad Soi Sampeng, som har en farverig historie med opiums buler, bordeller og uopklarede mord! I dag er sidegaden et engros marked for tøj!

« Previous PageNext Page »